Den følgende dag, natten for Lussinatten, stod Kirsten endnu en gang på gårdspladsen, og for enhver der havde betragtet hende, ville det have set ud som om, hun måske var frosset fast med fødderne i sneen og hånden på tuntræet. Men havde man kunnet se hendes læber i halvmørket, ville man opdage, at de bevægede sig ganske hurtigt, mens hun fremsagde sin bøn til gårdens beskytter. Det blæste omkring hende, og en tot hår havde revet sig løs og blafrede vildt. Sneen føg forbi hende og lagde sig i en mandshøj dynge langs den ene staldbygning. Havde Kirsten ikke været så opslugt af den ru følelse af den smule bark, hun stadig kunne føle under sine stivfrosne fingre, havde hun måske opdaget en skikkelse, der kom ind på gårdspladsen fra landevejen, som snoede sig forbi gården. Skikkelsen vadede gennem sneen og stoppede så op et par meter fra hende, måske i den tro, at hun virkelig var frosset fast til træet.

“Er det her på vejen til Nørreskov?” råbte han over vinden, og Kirsten blinkede øjnene åbne.

“Hvad?” spurgte hun og troede et øjeblik, at den store mørke skikkelse måske var nattejægeren selv, men hun kunne ikke se de store ulve, der altid fulgte ham, og i grunden var natten ikke faldet på endnu. Desuden vidste hun, at hvis man så på natjægeren, så ville der ske forfærdelige ting, og hun stod der trods alt stadig, en smule kold men dog i live.

“Er det her på vejen til Nørreskov?” gentog han.

“Nej, der må du må følge landevejen,” svarede Kirsten og vendte så rundt for at skridte sig gennem sneen tilbage mod huset, hvor lysene var tændt og maden næsten klar. Manden i mørket var høj og med lange ben, så han nåede døren i næsten samme øjeblik som Kirsten.

“Det gjorde jeg skam, men i alt den sne er jeg faret vild flere gange, og nu falder mørket på.”

Kirsten så op på himlen, som havde hun først nu opdaget, at det næsten var mørkt. “Så må du hellere passe på ikke at fare vild igen. Og pas på nattejægeren,” tilføjede hun, mens hun åbnede døren og trådte indenfor. Hun lukkede døren efter sig og hørte vinden pibe ind under den, mens hun vred sine støvler af og gik ind i køkkenet.

“Hvem talte du med, Kirsten?” spurgte hendes mor, der rørte i en gryde.

“En rejsende på vej til Nørreskov.”

“Hvad ville han?”

“Til Nørreskov,” svarede Kirsten og begyndte at sætte krus på bordet.

“Men det er jo mørkt og trækker op til storm. Bød du ham ikke indenfor?”

“Næh, han spurgte bare, om det var vejen til Nørreskov, og jeg sagde, at han skulle tage landevejen i stedet for.”

Moderen rystede på hovedet og gik så ud til døren. Hun talte med den fremmede, og et øjeblik efter kom de begge ind i køkkenet igen. Manden var så høj, han måtte dukke sig for at gå gennem døren, og et øjeblik tænkte Kirsten, at han måske endda ville være nødt til at klemme sig sidelæns ind. Han så på Kirsten med sin hat i hånden.

“Din moder var så venlig at byde mig indenfor.”

Kirsten nikkede og satte så det sidste på bordet. Kort tid efter var de alle samlet, og den fremmede havde fået en stol på hjørnet af bordet. Han sagde, at han hed Hans, men alle kaldte ham Bjørn, og Kirsten vidste nøjagtigt hvorfor. Han var stor som en bjørn med brune øjne og mørkt hår og skæg. Måske han ligefrem var en bjørn i menenskelig forklædning.

“Og hvor er du så på vej hen?” spurgte hendes fader.

“Til Nørreskoven,” svarede Kirsten, og Bjørn så på hende, da han selv svarede.

“Egentlig skal jeg bare gennem Nørreskoven for at komme hjem. Jeg bor på den anden side af skoven. Min godsherre har sendt mig til krigen mod øst det sidste halve år, men jeg er netop blevet fri til at tage hjem.”

“Lige til jul, sikke dejligt,” sagde Ane og smilede, og det kunne de alle blive enige om. Kirsten deltog dog ikke meget i samtalen, for udenfor var blæsten taget til, og det var endnu en gang begyndt at sne, så truntræet nu var helt væk. Hun syntes allerede, hun kunne høre de klaprende hove fra Asgårdsrejens togt gennem landet.