Da Kirsten slog øjnene op igen, lå hun på gulvet i værelset med den slukkede lysestump ved sin side. Hun så direkte op i et fremmed ansigt, og først troede hun, at det var det samme, hun havde set gennem ruden, manden, der havde taget fat om hendes håndled, men så lagde hun mærke til de mørke øjne og den varme hånd, der forsøgte at hjælpe hende op at sidde. Det gik op for hende, at det var Bjørn, og bag ham stod resten af hendes familie, alle i deres nattøj.

“Hvad foregår der, Kirsten?” spurgte hendes moder, der holdt et lys op, så det skinnede svagt ned på hende, mens Kirsten langsomt kom op at sidde.

“Jeg ved det ikke,” sagde hun langsomt og rystede på hovedet.

“Dit skrig vækkede mig, jeg troede nær, nogen var død,” sagde Bjørn.

“Du havde nok bare et mareridt,” sagde Niels og var allerede vendt om for at gå tilbage i seng. Kirsten løftede sin venstre arm, og i det svage skær kunne hun se et rødt mørke, der snoede sig om hendes håndled. På undersiden kunne hun se aftegningerne af fem fingre, der havde holdt fast og givet hende noget, der kunne ligne en forbrænding. Det sved, men hun skydnte sig at trække natkjortlens ærme ned over hænderne, da hun så Bjørns blik hvile på mærket. Ane og Bjørn trak hende op i fællesskab, mens de andre vendte rundt for at gå tilbage til deres senge. Inden moderen tog lyset med ud af værelset, så Kirsten mod vinduet, men der var ikke andet at se end den sorte nat. Da hun igen lå i sengen, og det var blevet mørkt i værelset, holdt hun om sin venstre arm, der hvor mærket var og trykkede den ind mod brystet for at jage en smule af den kulde på flugt, som hun stadig følte hen ind til knoglerne.

“Jeg så ham,” sagde Kirsten.

“Hvem?” spurgte Ane, der endnu ikke var faldet i søvn, selvom det var tæt ved.

“Jeg ved det ikke.” Og havde Ane været mere vågen eller ikke så vant til sin søsters mystiske bemærkninger, ville hun måske have studset over det, men hun vendte sig blot i sengen, og hendes vejrtrækning blev tung. Men Kirsten kunne ikke bare sådan lægge det fra sig. Hun havde set ham, sin fremtid, ligesom Ane havde sagt, hun ville. Men selvom hun havde set ansigtet før, vidste hun stadig ikke hvem, der havde sat det sviende mærke på hendes arm.