Da Kirsten vågnede næste morgen, kiggede hun med det samme mod ruden i den forventning, at hun igen ville se ansigtet der, men ruden var frosset til og dækket af tyndt lag sne op over sprosserne. Først da hun så ned på sin arm, blev hun overbevist om, at det virkelig var sket. Hun lagde sine egne fingre omkring håndledet, men aftrykket var for stort til at passe, og de røde mærker stak ud under hendes fingerspidser. Det sveg en smule, når hun rørte det, og huden var stram og øm, når hun bevægede hånden. Da hun havde klædt sig på, trak hun ærmet godt ned over det, så ingen skulle se det mystiske mærke.

Ude i køkkenet var der tomt, selvom hendes familie som regel sad der og næsten allerede havde kastet grøden i sig, inden hun fandt sin plads. Bænken, som bjørn havde sovet på, var skubbet tilbage på plads, og tæpperne lå rullet sammen på en af stolene.

“Er han rejst?” spurgte Kirsten sin moder, da hun kom tilbage med vand fra brønden.

“Bjørn? Nej, han hjælper de andre ude i stalden. Der har været en værre forvirring hele morgenen, men Bjørn tilbød at hjælpe til, så vi kunne lade dig sove, men nu hvor du er vågen, må du hellere gå ud og hjælpe. Nogle af portene er blæst op i nat, gud ved hvordan, men flere af dyrene er sluppet løs.”

Da Kirsten gik over gårdspladsen, kunne hun ikke lade være med at se hen mod det vindue, der viste ind i hendes og Anes sovekammer, når altså ikke det var frosset helt over i rim og sne. Der var en snedrive op til vinduets kant, men selvom Kirsten gik nærmere, kunne hun ingen fodspor se ande end dem, der førte fra huset og over mod stalden, hvorfra hun kunne høre stemmer. Det var dem, der fik hende til at vende ryggen til den urørte plet sne, hvor hun havde forventet at se et tydeligt aftryk fra manden, der havde stået der og kigget ind og grebet hendes hånd gennem væggen.

“Hvad er der sket her?” spurgte Kirsten og så sig omkring, så snart hun trådte ind i stalden. Ikke nok med, at dyrerne var sluppet ud, og fårenes boks endnu stod tom, det var som om, der havde været en storm gennem stalden, og der lå væltede spande og redskaber over det hele. Roerne til dyrerne lå spredt over gulvet. Sneen havde føget ind af porten og samlet sig i en dynge lige indenfor, hvor Kirsten stod.

“Porten er gået op i nat. Det blæste sådan, så dyrerne må være blevet bange og gjort sig fri, selvom jeg ikke kan sige hvordan,” sagde hendes fader, der var ved at fodre malkekoen, som havde sne til op under maven. De andre forsøgte at få orden på stalden, og Niels skovlede sne ud af porten.

“Det er nok en af Kirstens nisser, der har stjålet fårerne,” foreslog han, men Kirsten rystede på hovedet.

“Nisser stjæler ikke får – guld og skinnende sager, hvis de kan komme til det, men hvad skulle en nisse med et får?” sagde Kirsten.

“Bruge det som ridedyr måske?”

Inden Kirsten kunne nå at modsige sin broder, brød faderen ind. Det havde allerede været en lang morgen, og han gad nok ikke høre mere på Kirstens og Niels’ skænderier, og faktisk gad Kirsten det heller ikke.

“Kirsten, du og Ane går med Bjørn ud og finder det gamle får med lam, de er vist de sidste, vi mangler.” 

“Jeg siger dig, Kirsten, det har været en mærkelig morgen,” sagde Ane, da de var kommet ud af stalden. Bjørn gik bag dem uden at sige noget.

“Det er Asgårdsrejen. Vi skulle have ofret til tuntræet, som jeg sagde,” mumlede Kirsten.

“Ja ja, lad os nu bare finde det får. Tag dig ikke af Niels – du ved, han siger de mest åndssvage ting.” Ane tog fat om Kirstens venstre arm, men Kirsten trak den forskrækket til sig ved berøringen, der igen havde fået det til at svie. Men Ane lagde ikke mærke til noget, for i det samme fik hun øje på fodspor i sneen, der gik ned mod engene.

“De er gået den her vej,” sagde Ane, og de fulgte fodsporerne fra fåret og det lille lam fra i vår gennem snedriverne. Vinden havde lagt sig og vejret var klart, så sneen glimtede i solens stråler og næsten skar i øjnene. Da de havde gået lidt, hørte de også en brægen, og der gik ikke længe, før de fandt fåret. Det stod på toppen af den sidste bakke før engen, og den så ned mod dalen, hvor sneen havde samlet sig i høje driver. Lammet var der ikke, men Bjørn fik hurtigt øje på dets fodspor videre ned af bakken.

“Det må være nede i dalen,” sagde Bjørn og strakte halsen, mens han lyttede. “Hvis ikke det allerede er frosset ihjel, må vi hellere skynde os at finde det.”

“Jeg tager fåret med tilbage til stalden,” sagde Ane og skubbede let på dets uldklædte bagparti for at drive det tilbage mod gården. Bjørn var allerede på vej ned ad bakken, og Kirsten fuldte efter med skørtet samlet op omkring knæene, så hun kunne skridte gennem de høje snedriver.

De små spor fortsatte i lidt tilfældige retninger, men ledte dem hele tiden ned ad bakken mod engen i bunden. Ingen af dem sagde noget, men pludselig stoppede Bjørn op og rakte en hånd bagud for at Kirsten skulle gøre det samme. Han rørte hendes venstre arm, og hun gav et gisp fra sig i smerte og trak armen ind til brystet. Bjørn strakte igen halsen for at lytte og så ud i det hvide landskab. Så hørte Kirsten det også. En lav brægen, og Bjørn fulgte den hurtigt gennem sneen mod et lavt træ, der stod langs bækken. Der lå lammet på læsiden af den smalle stamme, og med endnu en spinklen brægen forsøgte det at komme op at stå, men måtte give op, da Bjørn bukkede sig og løftede det op i sin favn.

“Det er helt koldt,” sagde han og begyndte hurtigt at gå tilbage gennem sneen, denne gang den direkte vej op ad bakken mod gården, og Kirsten traskede endnu en gang efter. Hun blev hurtigt stakåndet op ad bakken, hvor hun måtte løfte knæene højt for overhovedet at komme fremad i den tykke sne. Som blodet steg i hendes kinder, begyndte det også at dunke i hendes venstre arm, og hun slap kjolesømmen for at holde om den. Bjørn derimod lod knap til at bemærke stigningen selv med lammet i favnen, og da de nåede gården, fortsatte han mod stalden. Da Kirsten nåede derind, var han allerede i færd med at gnubbe det varmt, og det lå blot der i halmen og rystede, mens fåret spiste fra krybben. Niels havde fået skovlet indgangen fri for sne, og Ane var gået ind. Der så næsten ordentligt ud i stalden igen, roerne var pænt stbalet og med lammet tilbage, var alle dyrerne på plads. Efter at have gnubbet på lammet nogen tid rejste Bjørn sig. Fåret var færdig med at spise og lod til at ville overtage Bjørns arbejde.

“Der er vist ikke mere, vi kan gøre,” sagde Kirstens fader og lukkede ind til fåret. Da de forlod stalden, lagde han bummen over staldporten, så den ikke skulle gå op igen, og Kirsten fulgte de andre tilbage til huset. Grøden havde stået og varmet længe nu, og hun var sulten, så hun næsten var svimmel efter at have kæmpet sig frem gennem sneen. Det dunkede og sveg i hendes venstre håndled, og forsigtigt rullede hun ærmet op for at se på mærket. Der var kommet vabler over det tydelige håndaftryk, og den kolde luft føltes næsten isnende.

“Hvad er der sket med din arm?” spurgte Bjørn, der gik ved siden af hende. Hun trak hurtigt ærmet ned, men ikke uden at Bjørn lagde mærke til smerten, der gled over hendes ansigt. Men Bjørn havde allerede set det i nat, da han og de andre fandt hende på gulvet foran ruden.

“Det er ikke til at sige,” sagde hun bare, for det var det nærmeste, hun selv var kommet på at forstå, hvad det røde mærke betød.