Næste gang Kirsten vågnede var det ikke præstekonen, der sad i hjørnet, men Ane. Hun lavede ingenting, rokkede bare frem og tilbage og så ud ad vinduet op mod kirken, eller måske hun så noget helt andet for sig. Sit liv på Skovgården, måske, nåede Kirsten at tænke. Tænk sig, hvis hun havde sovet forbi jagildet, og Ane var væk, når hun engang kom hjem. Den tanke var nok til at få hende til at sætte sig op i sengen, og Ane vågnede fra sine tanker. Hun skyndte sig hen til sengen og satte sig ved Kirstens side, tog begge hendes hænder i sine og så på hende.

“Åh Kirsten, vi har været så bekymrede,” sagde hun. “Bliv du liggende her, så finder jeg…” Ane skulle til at rejse sig, men Kirsten greb hårdt om hendes hånd og rystede på hovedet. Hvis Ane forlod hende, ville glasøjnene komme tilbage, det var hun sikker på. Ane satte sig tilbage på sengekanten. Kirsten så ned på sin hånd, der stadig knugede Anes. De var begge vinterblege, men Kirstens hud virkede næsten grålig og forbindingen var igen blodplettet.

“Det er virkelig et sår, du har fået dig der,” sagde Ane. “Hvad skulle det dog til for?” spurgte hun, men der var ingen brearbejdelse i hendes blik.

“Jeg vil gerne hjem,” sagde Kirsten og slap langsomt grebet om sin søster hånd.

“Men Kirsten, du er stadig så syg…”

“Jeg skal hjem. Måske han ikke følger efter mig der. Jeg må…. Jeg må tale med nissen.”

Ane tænkte sig om lidt. “I morgen, Kirsten. Det bliver snart mørkt, og jeg må hjem inden da, men i morgen tager jeg Niels og fader med, og så får vi dig hjem, det lover jeg.” Hun rejste sig. “Og så når du også hjem i tide til jagildet.” Hun strøg Kirsten over panden og forlod så værelset. Det var rigtigt nok ved at blive mørkt udenfor, og det lille lys på bordet ved siden af sengen gjorde ikke meget for at lyse værelset hjørner op. Måske det var, da Ane åbnede døren, men flammen blafrede, og Kirsten følte en kold vind gennem værelset. Hun slog armene om sig selv og vendte ansigtet mod vinduet. Udenfor var synet af kirken næsten forsvundet, og i stedet var det som om hun så ind i endnu et værelse, hvor en bleg pige sad på sengen med en forbinding om den ene arm. Ruden spejlede hendes ansigt, og hun behøvede knap at løfte blikket for at vide, at det ikke var alene der i ruden. Ved siden af hendes var der endnu et blegt ansigt, og det hviskede:

“Sommetider tænker jeg, at det er et under, du endnu ikke er gået direkte i mosen og druknet.”

Kirsten lagde hænderne for ørerne og klemte øjnene i, men i mørket bag hendes øjenlåg trådte han kun endnu tydligere frem.

“Jeg ved ikke, hvem der har sat dig alt det i hovedet.”

Kirsten hulkede, og gråden kvalte hendes skrig, men den overdøvede ikke Anes stemme fra Johans frosne læber:

“På den nat stiller du dig alene foran spejlet… Jeg skal bo hos Christians familie, så snart vi er trolovede.”