Kirsten var vågen, da døren gik op, og Bjørn trådte ind fulgt af præstekonen. Hun sad på sengekanten og stirrede igen ud ad vinduet op mod kirken. Præstekonen havde redt hendes hår og hjulpet hende med kjolen. Hun var stadig udmattet, men feberen havde lagt sig, og såret på hendes arm væskede ikke længere. Og som hun sad der og blot kiggede ud ad vinduet, kunne hun holde Johans ånd på afstand og blot lytte til sin egen vejrtrækning. Havde hun været lidt mere frisk, havde hun måske nået at undre sig over, hvorfor det var Bjørn, der kom ind ad døren og ikke Niels og hendes fader, sådan som hende og Ane havde aftalt. Men hun nåede ikke at undre sig, før han selv forklarede det.

“Jeg kom for at deltage i jagildet.” Kirsten nikkede og rejste sig. Både præstekonen og Bjørn rakte straks armene frem for at støtte hende, men hun nåede helt frem til døren uden deres hjælp.

“De spurgte, om jeg ikke ville hente dig… Der er opstået lidt af en…” Bjørn holdt inde, da han så præstekonen ryste voldsomt på hovedet. Men Kirsten opfangede det knap og begyndte blot at gå mod døren. Hun var opsat på at komme hjem, komme væk fra udsigten til kirken, og måske, tænkte hun, også komme væk fra Johans ånd, der fulgte hende ind i drømmene og endda i hendes vågne timer, når hun var alene i mørket, og rudens overflade spejlede hendes blege ansigt. Præstekonen fik et nik som tak fra Kirsten og en længere sætning fra Bjørn, som Kirsten ikke hørte meget af, før hun var ude i sneen og fandt stien tilbage mod gården.

“Din søster fortalte mig, hvad der skete.”

“Det var nissen,” svarede Kirsten bare.

“Nissen?” Hans smil forsvandt, da Kirsten drejede hovedet, og han så de mørke render, der stod så tydeligt frem i det blege ansigt. Hvis hun lagde sig ned i sneen og lukkede øjnene, var de det eneste, der ville træde frem, selv den svage antydning af fregner virkede til at være næsten forsvundet under den grålige hud.

“Det forklarer måske flere ting. Mens du har været væk…” Men igen holdt han inde, inden han nåede at fortælle mere. Kirsten var ligeglad. Hvert et skridt fremad var prøvelse nok. Det havde ikke sneet i nogle dage, så det ud til, og vejen var blevet trampet ned de fleste steder. Men det gjorde kun sporet glat, og vinden var lige kold, om den så bragte sne med sig eller ej. De var næsten halvvejs, da Kirsten faldt første gang. Hendes fod skred, og hun mærkede knæene giver efter. Men hendes fald mod jorden blev bremset, da Bjørn greb hendes arm. Hun havde næsten forventet, at hans greb ville være isnende, men han klemte bare let og holdt hende oppe.

“Hvad er der sket med din arm?” spurgte han. Måske han havde set forbindingen under ærmet. “Er det det mærke?” Kirsten holdt armen ind til sig. Så kom hun i tanke om, at han havde stillet hende det samme spørgsmål, efter de havde hentet lammet ude i engen. Hun svarede ikke, men gik tre skridt og faldt så igen. Denne gang nåede Bjørn hende ikke, før hendes kind næsten rørte den nedtrampede sne, men han gjorde sig umage for ikke at tage ved om armen.

“Det går jo ikke,” sagde han så, og Kirsten blev bange for, at han ville kræve, at hun vendte tilbage til præstegården, og hun skulle lige til at modsætte sig, da han i stedet bukkede sig ned og løftede hende op i sin favn. Det virkede ikke til, at han havde meget mere besvær med at bære hende, end han havde haft med lammet. Faktisk satte han farten op, så snart han ikke længere behøvede at gå forsigtigt ved siden af hende, klar til at gribe hende. Ingen af dem sagde noget, Bjørn gik bare tilbage mod gården med Kirsten i favnen, og hun trak sin arm ind til brystet som for at varme den. Først efter et øjeblik gik det op for hende, at hun ikke så Johans øjne i det øjeblik, hun lukkede sine egne. Der var blot mørkt og stille, og hun lod den faste rytme af Bjørns skridt og lugten af hans frakke være det eneste, hun opfangede resten af turen.