Kirsten løftede først hovedet og åbnede øjnene, da hun igen hørte stemmer omkring sig. Bjørn var nået gårdspladsen, og hendes moder stod i døren, som Bjørn måtte dukke sig for at komme igennem. Han bar stadig Kirsten og lagde hende først fra sig i den seng, hun delte med Ane.

“Tak,” sagde hun stille. Hendes moder var straks ved hendes side og hjalp hende af med støvlerne, så hun kunne lægge sig til rette. Bjørn stod et øjeblik ved foden af sengen og så på, mens Kirstens moder spurgte hende om, hvordan hun havde det. Så nikkede han og forlod værelset.

“Jeg har det fint,” måtte Kirsten gentage for sin moder, der ikke lod hende være. Og det var faktisk sandt nok. Hun var udmattet, men dog lykkelig for at være tilbage i sit eget hus, væk fra kirken, og forhåbentligt ville Johan ikke følge hende i drømmene. Det gik op for hende, at hun for første gang i lang tid faktisk var sulten.

“Lidt sulten måske,” sagde hun, og hendes moders bevæglser standsede straks. Så gik hun igen i gang med at trække dynen op om Kirstens ører, dog en kende langsommere.

“Jeg finder noget til dig.” Og så forlod hun værelset. Kirsten hørte døren smække, og et øjeblik senere stormede Ane in i værelset. Hun skulle lige til at kaste sig i sengen, men opdagede så, at Kirsten allerede lå der. Hun skyndte sig at gnide øjnene og smilede til hende.

“Jeg synes nok, jeg så Bjørn, men han var på vej væk, så jeg troede, han ikke havde hentet dig endnu.”

“På vej væk? Jeg troede, han skulle blive til jagildet?”

Anes smil stivnede en smule, som om et pludseligt frostvejr var kommet ind over hendes ansigt og fastfrøs smilet, og selvom smilehullerne var lige så dybe som altid, så hun ikke længere så munter ud. I samme øjeblik gik døren op, og deres moder trådte ind med en skål grød, som hun rakte til Kirsten. Hun kunne aldrig huske at have spist så hurtigt før, hendes grød blev somregel kold inden hun blev færdig, fordi hun glemte, den stod der foran hende. Nu så hun først op, da hun opdagede Anes blik, der ikke havde fjernet sig fra skålen, siden deres moder havde bragt den ind. Hun stod stadig ved fodenden og lod som om hun ordnede noget, mest af alt sit forklæde. Kirsten så op, og Ane drejede hovedet.

“Hvad dag er det over hovedet? Hvornår er jagildet?” spurgte Kirsten og slugte den sidste skefuld grød. Hendes moder og søster så på hinanden.

“I morgen forhåbentlig,” svarede moderen til sidst og kunne så ikke finde på mere at ordne, så hun tog skålen fra Kirsten og forlod værelset. Da Ane løftede hovedet, var der igen tårer i hendes øjne.

“Det er spisekammeret, Kirsten – det er tomt.”

“Tomt?”

“Næsten i hvert fald. Det var den morgen… Du var væk, og spisekammeret var tomt. Der lå bare en knækket nødeskal midt på gulvet, men derudover var der kun noget på de øverste hylder, og øltønden var næsten tømt. Niels troede, du var stukket af med det hele, men så kom præstens sønner og sagde, at de havde fundet dig på kirkegården i løbet af natten, og du var meget syg og…” Hun afbrød sig selv med en hulken, og Kirsten sattte sig op for at kunne lægge armene rundt om hende.

“Men nu er du tilbage, så skal det nok blive godt,” snøftede Ane og lagde sin kind mod Kirstens skulder.

“Men Ane… Hvad så med Christian og jagildet?”

Ane rettede sig op og trak på skuldrene. “Vi forsøger at aftale med Christians familie, at det stadig kan blive i morgen, men…” Hun så op. “Kirsten, har du nogen anelse om, hvordan det dog er gået til?” Kirsten vidste, at hendes søster aldrig ville tvivle på hendes ord, hvis hun sagde, at hun intet havde med det at gøre. Men hun havde en ubehagelig fornemmelse af, at det måske ikke var helt sandt.