Døren gik og Ane rejste sig fra sengekanten.

“Det må være Christian.” Hun glattede skørtet på sin kjole og forlod så værelset. Et øjeblik senere hørte Kirsten deres stemmer ude fra gangen, og det lød rigtigt nok som Christian og hans fader. Kirsten kunne ikke skelne ordene. Så snart hun hørte dem fortsætte ind i huset, rejste hun sig og listede ud mod gangen. Hun var træt, men maden havde gjort hende godt, og hun var under alle omstændigheder nødt til at besøge nissen. Ingen så hende gå over gårdspladsen. Det var ved at blive mørkt, og hun havde bragt et lille lys med sig, som hun klatrede med i hånden op ad stigen. Da hun kom op på loftet, kunne hun se det spejles i vinduet for enden, og en pludselig kold vind bragte en lav stemme med sig:

“Tåbelige pigebarn.” Det var bare en hvisken, men det fik alligevel Kirsten til at holde lyset højere, så det skinnede rundt på loftet. Hun gik langsomt frem og kiggede efter nissen, men kunne ikke få øje på den. Da hun næsten var nået gavlenden med det lille vindue, stoppede hun op og løftede hurtigt hovedet. Hun syntes, hun havde fornemmet noget bag sig, og hun drejede omkring, men der var ingenting. Hvis nissen var her, sad den godt gemt mellem høet, og hvis det virkelig var den, der var brudt ind i forrådskammeret, så havde den også gemt sin fangst. Men da Kirsten havde drejet en omgang om sig selv og igen vendte sig mod vinduet, gav hun et skrig fra sig. For der i rudens spejlbillede stod Johan. Som altid lige bag hende og med hvide stirrende øjne.

“Tåbelige pigebarn, måske jeg skulle skubbe hende ned af stigen?” sagde han med nissens stemme.

“Nej,” gispede Kirsten og vendte ansigtet væk og kneb øjnene sammen. 

“Skal fly mig at vide,” fortsatte stemmen, hendes egen stemme denne gang, og den fortsatte:

“På den nat stiller du dig alene foran spejlet med et lys i hver hånd.”

“Hvis du bare undgår at drukne i mosen…”

“De døde er, hvor de fortjener det…”

“At vække dem kræver en ofring.”

Hun kunne ikke længere skelne stemmerne fra hinanden, og da hun mærkede et koldt greb om sin hånd, sank hun i knæ.

“… nu er det min skyld du har set et dødt ansigt?”

“Hvis kærest jeg skal være,”

“Sig mig, hvad foregår der – hik –  egentlig her?”

Kirsten holdt sig for ørerne, men løftede hovedet ved den sidste sætning. Stemmerne var holdt op, og i det svage skær fra lyset, hun havde stillet fra sig på gulvet, stod nissen. Hun rettede sig op, og når hun sad der på knæ, var hun lige så stor som nissen i sin fulde højde. Johan og stemmerne var væk, og istedet var der en kraftig lugt af øl. Kirsten kunne knap se det i halvmørkets skygger, men hun gættede, at der nok også sad pølserester i nissens skæg og tænder.

“Det var dig!” sagde Kirsten og kravlede to skridt nærmere. “Du har stjålet fra spisekammeret!”

Nissen smaskede lidt og hikkede så igen.

“Jeg gav dig jo øllet og pølsen og…”

“Du lukkede mig – hik – selv ind, uden tilladelse kan en staldnisse ikke bare – hik – gå i spisekammeret.”

“Tilladelse?” næsten spyttede Kirsten.

“Og jeg har jo ikke taget – hik – det hele,” afbrød nissen hende så. Endnu et hik.

“Og den remse… Du fortalte mig ikke at…”

“At hvad? At det ikke var noget godt foretagende at rende og vække de – hik – døde? Det advarede jeg dig ganske tydeligt om.”

“Du…” Men nissen havde ret. Den havde advaret hende og det var hende, der havde lukekt den ind i huset. Det var hendes skyld, og nu blev Ane sikkert ikke gift, og Johan havde fulgt hende hertil, og hun kunne aldrig sove en rolig nat i sit liv igen. Uden at tænke over det havde hun taget sig til armen og opdagede, at forbindingen igen var våd af blod.

“Sig mig, hvordan jeg gør det om,” tiggede hun ganske lavt.

“Der er ikke noget at gøre om. Jeg har spist – hik – det meste, pølsen kunne godt mangle lidt salt forresten, men øllet – hik – det var ganske fint.”

“Fortæl mig, hvordan jeg slipper af med ham. Der må da være en måde?”

Nissen hikkede bare til svar.

“Det må der da være!” Kirsten kravlede det sidste stykke frem til nissen og rystede dens skuldre, så dens lugtende ølånde stod hende op i ansigtet. Endnu to hik.

“Hvorfor skulle jeg – hik – fortælle dig det?”

“Efter alt det du har spist og drukket? Så meget skylder du mig da.” 

“Jeg skylder dig ingenting.” Hun slap nissens skuldre og trak sig væk. Godt nok lugtede den af øl, men hun turde ikke gøre den vred. Nisser kunne være mere end blot drilske, de kunne være djævelske, hvis de ville, og hun kunne høre faren i dens stemme.

“Sig mig, hvad du vil have. Du har allerede taget så meget, men…”

“Men jeg kan ikke nå den øverste hylde,” sagde nissen så. 

“Den øverste hylde?”

“I spisekammeret. Der er en smuk kande der – den vil jeg have.”

Kirsten tænkte sig om, men så rystede hun på hovedet. “Nej, det er et arvestykke, min oldemoder fik den af den frue, hun tjente for.”

“Ha!” udbrød nissen. “Siden hvornår er fine fruer begyndt at give deres sølvkander til tyendet? Det er tyvegods, siger jeg dig, men jeg er ligeglad; jeg vil have den kande.”

“Men Ane skal have den i medgift, hun…” Men Ane skulle måske alligevel ikke giftes nu.

“Jeg fortæller dig, hvordan du bliver fri af den døde, hvis jeg får kanden.”

“Men hvad vil du dog med en kande?” spurgte Kirsten. Ane ville have den, fordi den var pæn, men hvad ville en nisse med den slags?

“Den skinner,” sagde nissen, næsten henført. Så hikkede den igen. “Jeg vil have kanden.” Den stampede i gulvet og Kirsten rejste sig. Hvis Ane alligevel ikke skulle giftes nu, så kunne nissen måske lige så godt få kanden. Så kunne hun da blive fri fra Johans ånd. Hun sukkede.

“Jeg… Jeg tænker over det,” sagde hun og gik mod stigen. Nissens eneste afsked var endnu et hik.