Den følgende dag var alle i huset tidligt oppe. Kirsten fordi hun ikke kunne finde ud af, hvad der var værst; at mareridtet af Johan blev ved med at vende tilbage, eller at hun kunne høre hans stemme, selv når hun var vågen og lå og så op i loftet. Hun lå og døsede let, da Ane ruskede i hende.

“Kirsten, Kirsten er du vågen?” spurgte hun, og Kirsten satte sig brat op.

“Det lød som om du græd,” sagde Ane, og Kirsten opdagede, at hun rigtigt nok havde tårer langs kinderne, og hendes hals var underligt tør.

“Et mareridt,” sagde hun bare, og det var det i sandhed, men mareridtet holdt ikke op, bare fordi hun vågnede. Hun så ned på sin arm, og forbindingen var igen gennemblødt. Ane hjalp hende med at skifte den. Da hun sad i køkkenet sammen med de andre, så hendes moder på hende og sukkede.

“Det ser ikke ud til, du bliver til megen hjælp i dag.” Kirsten rystede på hovedet. Havde det ikke været en dag, hvor de skulle forsøge at holde humøret højt, ville Niels uden tvivl have sagt noget med, at det da ikke var noget nyt. Der var ellers nok at gøre, og Kirsten forsøgte at hjælpe til, så godt hun kunne, men hun var udmattet, og fingrene på hendes venstre hånd snurrede, og underarmen dunkede. 

Da det var blevet lyst, kom Christian og hans familie med en vogn, som de havde fyldt med mad til jagildet og til julen, og hvad familien ellers havde fået lovning på for at kunne klare sig gennem vinteren.

“Vi må jo hjælpe hinanden,” sagde Christians fader blot, da Kirstens moder forsøgte at takke ham.

“Nu er vi jo familie,” sagde Christian, og Ane smilede til ham. Kirsten hjalp med at fylde spisekammeret, og da det var gjort, bad hendes moder hende om at hente kanden, som Ane skulle have i medgift. Kirsten stod med den i hånden i spisekammeret, og den skinnede rigtigt nok, sådan som nissen havde sagt. Hun tænkte på, hvad den også havde sagt; at det var tyvegods. Men uanset hvad, så vidste Kirsten, hvor meget den betød for Ane. Nok var de en simpel bondefamilie, men med den kande i sit hus kunne Ane være stolt, når hun havde gæster, ligesom deres moder havde været det og altid bragte den frem ved enhver anledning. Ane havde engang sagt, at hun ville være sikker på at blive gift først, så Kirsten ikke skulle få den. Dengang havde Kirsten været ganske ligeglad med den kande, men nu stod hun og strøg de summende fingre over den blanke overflade. Moderen stak hovedet ind ad døren for at se, hvor hun var blevet af. Kirsten anede ikke, hvor længe hun havde stået der. Et øjeblik havde hun overvejet, hvad der mon ville ske, hvis hun gav den til nissen.

Moderen så, hun stod med kanden og gik så ind i spisekammeret til hende.

“Jeg troede ikke, du var glad for den kande.”

“Det var jeg heller ikke.” Men den kunne muligvis købe hende fri af en ond ånd, der hjemsøgte hende. Den del sagde hun selvfølgelig ikke til sin moder.

“Du skal nok få noget, når det bliver din tur,” sagde hendes moder og strøg hende over håret.

“Ja,” sagde Kirsten bare og fulgte så med hende ud af spisekammeret.

I mellemtiden var der kommet gæster – deres naboer og familie, alle både de og Christian kendte var indbudt til Anes jagilde. Kirstens moster var også kommet, og hun sad allerede midt i køkkenet og hundsede med sin lillesøster. Måske det faktisk var derfor, moderen havde taget sig et øjeblik i spisekammeret, for mosterens stemme var skarp og højlydt. Kirstens fader var flygtet udenfor, og Kirstens ville have gjort det samme, hvis hun da bare kunne komme gennem menneskemængden, der pludselig var forsamlet i huset. Kirsten vidste ikke engang, at de overhovedet kendte så mange mennesker. Hun så præsten og hans familie, og præstekonen smilede til hende. Kirsten havde nær givet et skrig fra sig, da hun så Johans brødre, men deres kinder var røde fra gåturen i kulden, og deres øjne var klare blå, da de så på hende. Hun lod luften, hun havde trukket ind til skriget, sive langsomt ud mellem læberne igen og maste sig videre gennem køkkenet.

“Nå, der er du, Kirsten. Så blev det altså Ane før dig alligevel. Jeg havde ellers sagt til din moder, at hun skulle få giftet dig væk først, ellers ville hun aldrig slippe af med dig,” skrappede mosterens stemme op over alle de andre. Kirsten vendte sig kun halvt mod hende, i et forsøg på stadig at nå døren. Rummet snurrede en smule, og hendes arm dunkede. 

“Det har du måske ret i. Men så kan jeg jo besøge Ane og sidde i hendes køkken og råbe op, når mine forældre gerne vil have et øjebliks fred.” Men mosteren bemærkede hverken Kirstens svar, eller hendes forsøg på at flygte derfra.

“Men jeg fornemmer, at det ikke bliver noget lykkeligt ægteskab, det her. Der er en ondskab, som om selve døden er til stede her i huset , siger jeg dig.” Kirsten, som var nået et par skridt væk fra sin moster, standsede brat. Hendes moster kunne være ganske forfærdeligt selskab til tider, men hun havde altid haft fornemmelser for den slags. Kirstens fader havde selvfølgelig altid kaldt det heksesnak og rystet på hovedet af det, men Kirsten vidste, at man ikke bare sådan skulle undervurdere overjordiske kræfter og slet ikke sin mosters ord. Engang havde hun forudsagt, at Niels ville falde ned fra halmloftet og brække benet, men det havde egentligt ikke været den store overraskelse sådan som han for rundt altid. Kirsten vendte sig mod sin moster og gik helt tæt på hende.

“Hvad mener du?” spurgte hun lavt, men hendes moster havde selvfølgelig kun et toneleje og råbte lige så højt som før:

“Du ser i grunden en kende bleg ud, Kirsten. Men du har også altid haft fornemmelser for den slags ligesom jeg, ikke sandt?” Hun rakte ud efter Kirstens hånd og fik fat om den venstre med forbinngen, men slap den så lige så hurtigt igen med et gisp.

“Du er jo mærket af døden, min pige,” sagde hun, nu lavere end før og med frygt i stemmen og i øjnene. Kirsten trak armen ind mod sig. Den smertede lige så meget som før, men hun frygtede, at hendes moster igen ville række ud efter den og måske forsøge at trække den af for at gøre hende fri for ondskaben. Men mosteren havde trukket sig tilbage i stolen og gjorde ikke mine til at ville røre ved Kirsten igen. Og Kirsten vidste, at hvis det kunne få hendes moster til at sidde stille og skræmt i sin stol, så var det alvorligt. Og ikke bare for hende selv. Mosteren havde selv sagt, at Anes ægteskab ikke ville blive lykkeligt. Kirsten så hen mod sin moder, der var ved at pakke kanden ned i en kasse. Og i det øjeblik tog hun en beslutning.