Maria gik midt i flokken af aber, der sprang omkring hende. Indimellem spillede de på deres instrumenter i hurtige og lystige melodier, men efterhånden som de kom tættere på konfektbyen, slæbte de deres fødder og spillede slet ikke. Maria, der var meget højere en de små aber, fik som den første øje på konfektbyen. Maricpanslottet ragede højt op over de mange huse, og fra denne afstand kunne man end ikke se, at byen var helt forandret. Herfra skinnede de mange farver og krystaller, og Maria satte farten op. Det var først, da de kom til porten, at Maria blev overbevist om, at noget virkelig var galt i Slikland. Hun huskede tydeligt overvældelsen første gang hun kom til den store port i makroner og kandiseret frugt på tærsklen til konfektbyen. Men porten stod der knap længere. Det så ud som om, nogen havde et ordentligt bid, og bjælken på tværs langt over deres hoveder var faldet sammen og spærrede indgangen. Aberne spillede ikke længere, da de hoppede over den store bjælke og ind i konfektbyen.

“Sukkertanden har været her,” sagde den ene.

“Og den har været sulten,” sagde en anden, og den havde ret. For selvom konfektbyen på afstand lignede sig gamle jeg med huse af flettede blomsterkranse og tage af diademer, var alt forandret. Blomsterne på husene så visne og slatne ud. Flere steder på tagene manglede der tydeligvis juveler og krystaller, og sukkertanden havde ligesom ved porten spist af alt sukkeret i byen. Den store chokoladeskulptur på torvet havde intet hoved, lygtepælene formet som slikstokke var enten knækket eller manglede helt, og flere steder var bolchefortovet endda skrabet af, så man kunne se den bare jord under. Den mindste af aberne tog Maria i hånden, da de gik gennem byen med skræmte og forbløffede udtryk.

“Det er jo helt galt,” sagde Maria. Aberne nikkede i takt.

“Vi skulle være blevet i slikengen,” sagde en af aberne, og nogle af de andre var enige, mens andre mente, at det var mindst lige så farligt i slikengen.

“Mon ikke der er nogen, som vil hjælpe os?” foreslog den ene af aberne, og igen var halvdelen enige og fortrøstningsfulde, mens den anden halvdel mente, at ingen ville hjælpe syv små aber med røde jakker og små instrumenter. Og siden de nu var syv, og der var halvdelen på hvert hold, så betød det, at den mindste af aberne ikke vidste, hvad den skulle sige og ændrede mening hvert øjeblik. Der udbrød snart et heftigt skænderi om hvem, der havde ret, og den mindste, som ikke kunne bestemme sig, endte med at stå tavs med Maria i hånden. 

“Hvad tror du, frøken Nürenberg?” spurgte den og så op på hende. Maria så sig omkring.

“Jeg er sikker på, at folkene her gerne vil hjælpe jer. Sidst, jeg var i Slikland, var alle så venlige og hjælpsomme,” sagde hun, men aben så tvivlende ud. Og med god grund. For et øjeblik senere gik en af dørene til de visne blomsterhuse op. Ud trådte et stykke lakridskonfekt med korte arme og ben. De vraltede langsomt hen over torvet, og Aberne og Maria fulgte det med øjnene. Det havde en kasse mellem hænderne og så ikke i deres retning, men gryntede lavt, da den passerede dem. De fulgte efter, gennem nogle gader til en baggård. Her stoppede konfektmanden op og tømte kassens indhold ud i en bunke, der lugtede af alt for moden frugt. Det var en kæmpemæssig bunke af affald, der næsten nåede taget på det nærmeste hus. Konfektmanden stoppede op og så gnavent op på dem, da de spærrede hans vej tilbage gennem byen.

“Hvorfor smider I det bare her?” spurgte Maria. Der lugtede ikke særlig godt, og massevis af fluer summede omkring bunken og fik den til at se næsten levende ud.

“Ingen gider gøre noget ved det. Så kan sukkertanden spise det først og lade os være i fred,” sagde konfektstykket gnavent og skubbede sig så igennem flokken af aber, der næsten stod stille, nu hvor de var så nedtrykte over synet i byen.

“Undskyld, men De kunne vel ikke hjælpe disse kære væsener?” råbte Maria efter konfektmanden. Han stoppede op og så på aberne.

“Hjælpe? Med hvad?”

“Med ikke at blive spist af sliktanden,” sagde en abe.

“Eller taget af confiseur,” sagde en anden.

“Vi er så forfærdeligt bange,” sagde en tredje.

“Og vi kan spille musik,” udbrød den mindste abe og raslede med sin tamburin. Konfektstykket så ikke imponeret ud og trak bare på skuldrene, og taget i betragtningen af, at han bare var et stykke lakridskonfekt med alt for korte arme og ikke rigtig havde nogle skuldre, kunne man faktisk ikke rigtigt se det, og han stod derfor blot og kiggede på dem.

“Jeg har nok at gøre. Alle i byen er bange, og ingen har råd til at skulle fodre på syv små aber, når sukkertænderne spiser sukker hurtigere end vi kan tjene det. I må finde et andet sted at være.” Og så vendte han rundt og smækkede døren blomsterhuset efter sig, så der igen var tomt og stille på torvet. Da blev Maria hidsig.

“Det kan ikke passe,” sagde hun. “Nøddeknækkeren må gøre noget, han er trods alt kongen.” Og hun begyndte med faste skridt at gå mod marcipanslottet, så hurtigt, at aberne knap kunne følge med. Maricpanslottet lignede heller ikke sig selv. Ligesom husene i byen var det udsmykket med blomster og havde et tag i stjerner af guld og sølv. Men det var næsten ikke til at se, for stjernerne var enten matte eller helt forsvundet. Hele den ene fløj af slottet var blevet spist af sukkertanden, og de mange tulipaner, narcisser og dahlia på slottets mure hang med hovederne og så grå og triste ud. Maria bankede på den store port. Aberne stod bag hende og så fra den ene til den anden, for ingen af dem vidste, hvad de egentlig skulle gøre. De vidste blot, at det nok ikke var tiden til at spille musik, og derfor trippede de bare frem og tilbage. Maria bankede igen og en gang til, da døren ikke blev åbnet. Til sidst, netop som hun havde bestemt sig for at tage ved håndtaget og selv gå ind, åbnede døren. Bag den stod endnu en konfektmand, eller rettere tre konfektmænd, for de var så små, at et enkelt ikke kunne åbne døren alene. I stedet stod de stablet på toppen af hinanden, så den øverste kunne nå håndtaget og den nederste gulvet. Maria brasede ind og væltede dem, så de trillede rundt på det blanke gulv i guld.

“Jeg forlanger at tale med nøddeknækkeren,” sagde hun prompte, men de små stykker konfekt så ikke spor tilfredse ud.

“Tro nu ikke, at De bare kan komme rendende her og…” begyndte en af konfektstykkerne, men Maria var allerede forsvundet ind i slottet, for hun kunne stadig huske dets lange gange, og hun fandt hurtigt frem til tronsalen, hvor nøddeknækkere sad på en trone af nougat og nødder. Han så op, da hun trådte ind efterfulgt af de syv aber.

“De må gøre noget,” udbrød Maria og nejede kort for nøddeknækkeren, da han så på hende.

“Hvem er De?” spurgte han.

“Jeg er Maria Stahlbaum, kommende Drosselmeier, fra Nürenberg, og De må gøre noget.”

“Gøre noget? Hvad mener De?” spurgte nøddeknækkeren.

“Sliklandet ser forfærdeligt ud. Indbyggerne i konfektbyen har ikke råd til at huse syv små aber, der har brug for hjælp. Sukkertanden spiser det hele. ”

“Og godtegnaskere, spøgelsesspisere og mug og råd,” indvendte en af aberne.

“Og confiseur,” tilføjede den bagerste af aberne, og de rystede alle af skræk. Nøddeknækkeren slog ud med hånden.

“Ikke mit problem.”

“Er De måske ikke konge i dette land?” spurgte Maria. Nøddeknækkeren klemte øjnene sammen.

“Jo, og som konge har jeg valgt at lade mine vægge forstærke med guld. Det kan selv sukkertænderne ikke spise sig igennem.” Han så op mod loftet. Rigtigt nok var både gulv, vægge og loft dækket i et tykt lag guld i stedet for marcipan.

“Men hvad med resten af landet? De og alt deres sukker bliver spist!” udbrød Maria. “Se bare på de små aber. De har intet sted at tage hen,” sagde hun. Aberne stillede sig op på en lige række og nikkede i takt og så meget bedrøvede ud. Nøddeknækkere kiggede knap i deres retning, men på sit spejlbillede i guldet. Han svarede ikke, og Maria, som var hidsig i forvejen, blev så vred, at hun stampede i gulvet for at få hans opmærksomhed igen.

“De er ikke den nøddeknækker, jeg kender,” sagde hun. “De er selvisk og ufølsom, og De har ingen ret til at være konge, når De blot gemmer Dem bag et lag af guld. Min nøddeknækker ville have holdt orden og kæmpet mod sukkertanden, ligesom han kæmpede mod den syvhovede musekonge.” Hun stampede endnu gang i jorden, og nøddeknækkeren så arrigt mod hende og smækkede med sine stærke kæber, der kunne knække alverdens nødder og sikkert også Marias fingerknogler, hvis hun kom for tæt på. Aberne gemte sig forskrækket bag hende og klemte om hendes skørter.

“Om så verden faldt fra hinanden og blev til krummer i et spisekammer, så skulle De ikke bryde Dem om at diktere, hvad jeg skal og ikke skal. Forsvind herfra,” sagde nøddeknækkeren, og da Maria blev stående rejste han sig, trak det lange sværd i bæltet og pegede det mod hende.

“Jeg sagde forsvind!” råbte han og smækkede igen med kæberne, så aberne styrtede ud af salen, og Maria fulgte efter.