Maria løb efterfulgt af aberne ud af marcipanslottet. Hun ønskede intet andet end at komme tilbage til værelset i Nürenberg. Der ville hun pakke nøddeknækkeren sammen uden overhovedet at se på ham, for tanken om hans smækkende kæber og kolde ord overskyggede alle de gode minder, hun havde fra Slikland. Et øjeblik havde hun endda glemt, hvor trist og ensom hun følte sig Nürenberg. Først da de kom til den ødelagte port ind til konfektbyen, stoppede hun op.
“Jeg tager hjem til Nürenberg, og det med det samme,” udbrød hun og begyndte at gå tilbage mod slikengen.
“Jamen, hvordan vil De finde tilbage til Nürenberg?” spurgte en af aberne. Det var nok den klogeste af dem, for den kunne stadig huske, at Maria ikke havde vidst det, da hun landede i slikengen og nok ikke havde fundet ud af det i mellemtiden. Maria tøvede.
“Jeg finder en vej, jeg må da kunne komme hjem.” Og hun begyndte at gå mod slikengen, hvor hun var landet.
“Må vi komme med?” spurgte en af aberne. Det var nok den dummeste af dem, skulle man tro, men man skal huske på, at de ikke vidste hvad Nürenberg var og da slet ikke, at aber i røde jakker, der spillede på instrumenter, ikke var særlig almindelige, og at ingen af aberne nok ville bryde sig om det kolde vintervejr, der herskede for tiden. Maria rystede på hovedet.
“Jeg tror ikke, I kan komme med. Men vi kan følges ad. Så kan I finde nogen, der har både råd og lyst til at have syv små aber boende, og jeg kan finde vejen til Nürenberg,” sagde hun. De gik afsted, og ingen af aberne spillede instrumenter denne gang. De hoppede knap og traskede blot sløvt fremad. De kom til et punkt, hvor vejen delte sig. Bolchefortovet fortsatte ligeud mod slikengen, som de kunne se i det fjerne, og til højre strakte en ny sti i bolchemasse sig. Maria stoppede op.
“Hvad ligger den vej?” spurgte hun og pegede på stien til højre.
“Chokoladebyen. Måske der er nogen der, som vil huse syv små aber?” sagde en af aberne, og de andre nikkede, for ja, det var der måske, og da Maria så deres ivrige ansigter blev hun enig med sig selv om at følge dem til chokoladebyen. Måske der også var nogen, som kendte vejen til Nürenberg. Så det lille selskab havde store forventninger til chokoladen forude, hvilket ikke er første gang i historien, at nogen sætter for stor lid til den slags. De kom da også til chokoladebyen, og her var der huse støbt i chokolade og med tage af forgyldt papir. Porten ind til byen var også bygget i chokolade, og Maria blev fyldt med endnu mere håb, da hun så, at denne port ikke var gået i stykker, og chokoladebyen ikke så ud til at være hærget af sukkertænder. Men der var en forfærdelig larm, og da de kom til torvet, fandt de, hvor den stammede fra. På torvet blev der solgt glitterpapir i alle farver og afskygninger, og indbyggerne, der alle var lavet i chokolade, skændtes nu med højlydte stemmer om hvem, der stod forrest i hvilken kø, den rimelige pris på et stykke papir, eller hvor mange stykker en chokoladeperson egentlig kunne tillade sig at købe, når der nu var så lang kø, alt imens de brokkede sig over varmen. For det var faktisk meget varmt i chokoladebyen, og det gik først op for Maria, hvad problemet med det var, da hun fik øje på et ansigt på bolchefortovet foran sig. Det var blot en stor pøl af smeltet chokolade, og i midten kunne trækkene i et buttet ansigt stadig skelnes.
“Så se dig dog for!” råbte ansigtet nedefra.
“Undskyld,” sagde Maria, da hun næsten trådte ham i panden. Han sukkede, så hans læber spyttede en smule chokolade op i luften, som ramte den ene abe på kinden. Aben slikkede sig om munden og syntes ganske godt om chokoladen, men turde ikke at dyppe en finger i pølen foran sig, for manden havde et arrigt udtryk og en hidsig stemme, da han råbte noget til den nærmeste papirsælger om, at han stadig gerne ville have leveret papiret til sit hus, selvom han var smeltet. Maria satte sig på hug i udkanten af chokoladepølen så kanten på hendes skørt ramte den brune masse. Chokoladeøjnene så mod hende igen.
“Undskyld, men De ved vel ikke, om der er nogen her, der vil hjælpe syv små aber?” spurgte Maria.
“Vi kan spille instrumenter,” udbrød den ene abe og gav et trut i sin trompet, men det overdøvede knap larmen, og manden i pølen så ikke særlig imponeret ud.
“Nej, det kan jeg ikke forestille mig. Alle har nok i deres eget, og med alt den varme er det sidste vi har brug for syv små aber, musik eller ej.”
“Jamen…” indvendte Maria, men manden afbrød hende med at råb til sælgeren.
“Hallo! Det er stadig mit papir, selvom jeg ligger her! Jeg har betalt, huske De nok!” råbte han, men han kunne intet gøre, og papiret overgik til en dame, hvis chokoladekinder hang så meget i varmen, at det dryppede fra dem, når hun bevægede sig, så det næsten så ud som om hun græd. Manden på jorden var travlt optaget af at skælde ud på sælgeren, som knap så i hans retning, og Maria blev så ør i hovedet af alt den larm, at hun tog aberne med sig ud af byen.