Velkommen til årets julekalender, 2024.
I år skal vi tilbage i tiden til et Danmark, hvor der endnu findes sagnsvæsener og onde ånder vinterhalvårets mørke. Det er ikke en fortælling om den søde juletid, og nisser er bestemt ikke venlige væsener med røde huer, som vi kender dem. I stedet er det en fortælling om livet på landet, som jeg nu har fantasi til at forestille mig det, og om en tid hvor kristendommen og gammel overtro lever side om side. Vi begynder i midten af december, hvor Asgårdsrejen – en horde af døde sjæle – fejer gennem landet på årets længste dag. Historien er inspireret af flere gamle nordiske fortællinger, ritualer og mytiske væsener, men det er også en historie om skæbne, kærlighed og familie.
Jeg garanterer ikke andet end et nyt afsnit hver morgen fra 1. december og frem til juleaften.
God fornøjelse og glædelig december.
// Christine
-
4. december
Ane havde i det mindste haft ret i en ting, og det var, at Kirsten ikke fik lov til at blive i sengen for evigt. Hun havde knap sovet, men så snart der var antydninger af det første dagslys, stod hendes moder og ruskede i hende. Ane var stået op, og Kirsten kunne svagt huske…
-
3. december
Da Kirsten og Ane den nat lå i den seng, de havde delt, siden de var helt små piger, lå Kirsten og stirrede op i mørket. Hun havde måske nok altid vidst det, men med hovedet fyldt op af trolde og nisser og ellefolk, så havde hun aldrig tænkt over, at der måske nok ville…
-
2. december
Det blev tidligt mørkt på denne tid af året, og de andre var knap færdige med dagens gøremål udenfor, før det var så mørkt, man knap kunne se dybden af den sne, man nu måtte vade igennem for at komme over gårdspladsen. Sneflokkene havde væltet ned hele dagen, og Kirsten måtte igen og igen tvinge…
-
1. december
Kirsten gik over gårdspladsen, og hendes ånde blev til en hvid sky i luften. Det havde frosset i løbet af natten, og spanden i hendes hånd skvulpede en smule, når hun gik. Fårene manglede vand som altid, men på sådan en frostmorgen var det som om, alting var lidt mere hektisk. Kirsten tog sig nu…