Maria, chokoladeharen og Drosselmeier måtte omsider forlade maricpangården, for de havde endnu ikke løst den opgave, som Madam Arabica havde givet dem. De gik, til de ikke kunne høre hyrdindernes fløjtespil og længere endnu, og både Maria og Drosselmeier var så udmattede, at chokoladeharen tilbød, at de kunne ride på dens ryg. Så satte de…

Maria så med lige dele håb og forbløffelse på feen, der var opstået af den bare jord. “Er De en blomsterfe, der er kommet for at hjælpe marcipangrisene?” spurgte hun. Drosselmeier og chokoladeharen kom gående mod dem, og deres ansigter viste samme overraskelse som Marias. “Jeg er dugdråben,” sagde feen. “Hvor er alle blomsterne?” Feen…

Maria gik forrest ud af stalden og ud på markerne. Hyrdinderne blev på gården og spillede deres triste fløjtesang. Chokoladeharen, Drosselmeier og Maria gik i hver deres retning på markerne for hurtigst muligt at finde blomsterfeerne. “Jeg har fundet et spor af festøv!” råbte Drosselmeier, og chokoladeharen og Maria skyndte sig derhen. Der lå rigtigt…

Maria, Drosselmeier og chokoladeharen fulgte i lang tid kokoskysten, men da denne blot fortsatte i evigheder og landskabet forblev det samme med det klare blå vand og de hvide kokosstrande, blev de enige om, at børnene nok ikke var fortsat i denne retning, og de lige så godt kunne lede længere inde i landet. Derfor…

Maria og chokoladeharen gik sammen gennem Sliklandet, og når man sådan bare skal gå og gå, så lærer man hinanden at kende. Maria var glad for at have selskab, og hun lærte, at chokoladeharen var den ældste af tre. Siden den var født først, var der flest kakaobønner til den, og de yngre chokoladeharer måtte…

Maria kom omsider ud af salmiakskoven og traskede udmattet langs melassefloden. Hun anede ikke længere i hvilken retning, hun gik, kun at børnene lige så vel kunne være i den ene som i den anden. Derfor fulgte hun blot den mørke og tyktflydende flod, der strømmede forbi hende i samme retning som hendes tæer pegede,…

Maria gik fortsat ned ad bolchestien. Tehandlernes besked om, at børnene var forsvundet, havde først gjorde hende modløs, men hun bestemte sig hurtigt for, at børnene jo måtte gemme sig et eller andet sted, og at hun uanset hvad måtte finde dette sted. Madam Arabica havde givet hende en opgave, og hun kunne ikke komme…

Da Maria havde set til, at fuglene gik i gang med at bage honningkagemænd og lave flødeis, forlod hun marcipanslottet. I konfektbyen var der stadig tomt, og ingen åbnede, da hun bankede på dørene. Hun skulle finde et barn. Hun var ikke sikker på, at konfektstykker havde mælketænder, som de kunne tabe, og derfor vidste…

Så snart Maria havde drukket endnu et krus kaffe, tog hun afsted, mens aberne spillede hende en afskedssang. Spåkonen mindede hende om kuren. Et barn, der endnu ikke havde tabt sin sidste mælketand, skulle spise et pund flødeis, inden det smeltede fra en varm bageplade, der havde bagt netop 500 honningkagemænd. Maria vinkede tilbage mod…

Da Maria så abernes triste ansigter på vej væk fra chokoladebyen, blev hun i det samme enig med sig selv om, at hun først ville finde dem et sted at være, inden hun tog hjem til Nürenberg. Ingen ville længere have gademusikanter, og selvom de jo var syv og derfor knap kunne blive ensomme, så…